Dylander Sundhed
Systemisk-opstilling
SYSTEMISK OPSTILLING

Systemisk opstilling

Tilbage til rødderne !

Systemisk opstilling, familieopstilling eller systemisk familieopstilling – kært barn har mange navne – er en praktisk anvendelig psykoterapeutisk metode til at synliggøre og afdække de ubevidste vaner og mønstre, vi har med os fra barndommen.

I et familiesystem er der en iboende orden. Børn skal være børn og forældre være forældre. Er rollerne byttet om, fungerer familien ikke optimalt. Det er eksempelvis usundt for både mor og barn, hvis barnet skal tage sig af sin mor, også selv om barnet gør det ud af kærlighed. Familiesystemet bliver sundt, når denne iboende orden opretholdes eller genoprettes.

Vanskelige mønstre og forviklinger handler ofte om eksklusion. Når det ekskluderede bliver bevidstgjort og får sin rette plads i systemet, bliver helheden tilsvarende mere harmonisk. Og vi vil opleve, at vi vil have lettere ved at finde den indre ro og plads her i livet.

For at slippe de forviklinger mange af os har, må vi kunne sige ja til vores forældre og deres bagland, tage dem til os som de nu engang er, fordi vi er forbundet med hele vores forældres familiesystem.

Metoden er udviklet fra forskellige terapiretninger, men det er især den tyske psykoanalytiker Bert Helingers fortjeneste, at vi i dag kan gøre brug af systemisk opstilling. Det er en metode, som bruges verden over, hvor for eksempel nabolandet Tyskland bruger metoden indenfor det etablerede sundhedssystem.

Metoden gør brug af ”det vidende felt”, det vi i moderne videnskab kender fra intuition, mavefornemmelse, forudanelser etc. For at bevidstgøre ”vores indre billeder”, laver vi en opstilling, som er et psykogeografisk billede af ens familie eller et tema.

Når vi fører vores problem udenfor os selv, bliver den ubevidste dynamik tydeligere.  Her bliver det muligt som facilitator at se efter bevægelser, informationer og handlinger, og med respekt og nænsomhed at arbejde sig frem mod en frigørende balancerende effekt for den pågældende.

Et eksempel: Alkohol og andet misbrug kan være konsekvensen af, at ens far ikke har haft en plads i ens liv. Voksne med alkoholproblemer kan være vokset op hos en mor, der tegnede et negativt billede af faderen. Her skal personen have hjælp til at tage faderen til sig.

Rødder

For mere information om systemisk opstilling kan henvises til:

”Hvad er Familieopstilling” ved Liv Dhanyo Thommesen,  You Tube

”Selvværd set i lyset af Familieopstilling ved Liv Dhanyo Thommesen”, You Tube

Du kan også læse bogen: ”Du er ikke bare dig” af Mark Wolynn, Wiboltts Forlag, 2016, der varmt kan anbefales.